Foto: Camylla Battani, Unsplash
Foto: Camylla Battani, Unsplash

Tidligere Superliga-anfører giver tips til at lede dit hold

I sommer gik Paul Pogbas pep-talk før VM-finalen mod Kroatien verdenen rundt, da Frankrig endte med at hæve fodboldens mest prestigefyldte trofæ. Men hvordan holder man en motiverende tale før en kamp eller i pausen, når et negativt resultat skal vendes til noget positivt? Den tidligere landsholdsspiller Per Nielsen giver her sit bud.

Hvad kendetegner en god anfører og hvor stor en rolle spiller dennes evner til at lede og styre sit hold egentlig? Spond har talt med den tidligere Brøndby- og landsholdsspiller Per Nielsen, der nu står i spidsen for de blå/gules kvindehold i 3F Ligaen.


Per Nielsen nåede i sin aktive Superliga-karriere at tørne ud for Brøndby IF hele 394 gange inden stoppet i 2008. Forsvarsgeneralen var samtidig med til at vinde intet mindre end fem mesterskaber med klubben, hvoraf de to sidste var som holdets anfører.


I godt halvdelen af sine 394 optrædender i landets bedste række var det med anførerbindet solidt plantet om armen. Den 45-årige fodboldpensionist, ved derfor om nogen, hvordan man holder en god og motiverende tale til sit mandskab og hvad der kendetegner en god anfører.


- En anfører skal kunne gå forrest, når det er svært. Det er let at stråle i medgang, men en anfører skal i min optik vise vejen, når der er modgang. Og det gælder egentlig både til kamp og i træning.

 

 - Det skal være en person de andre kan stole på og regne med. Det er noget jeg sætter pris på nu her som træner og det var noget jeg selv forsøgte at leve op til som aktiv, siger Per Nielsen om anførerhvervet.


I F.C. Barcelona bærer den store stjerne, Lionel Messi, anførerbindet grundet sin status, mens andre klubber går anderledes til værks og udpeger en mere født leder til rollen. Begge modeller kun fungere, vurderer Per Nielsen.


- Det skal være en blanding, synes jeg. Det behøver nødvendigvis ikke være stjernen på holdet men det er klart, at en anfører oftest er én som har en høj plads i hierakiet - både på banen, men også status- og lønmæssigt, siger han, og fortæller følgende om sin egen tid med bindet om armen.


- Jeg udviklede mig enormt meget i mine år som anfører. Jeg følte selv, at jeg allerede tog ansvar i årene inden jeg fik bindet, men med titlen fulgte også et stort ansvar og det voksede jeg gradvist med.

 

- Jeg blev bindeledet mellem træneren og de andre spillere og jeg lærte hurtigt, at hver spiller skal behandles på forskellig vis. Nogen skal stryges med hårene, mens andre har brug for lidt ekstra opmuntrende opråb, afslutter Per Nielsen.


Hvilke egenskaber vægter højest, når du skal udpege din anfører?

Tilbage
Andet indhold