Foto: Ferhat Deniz Fors, Unsplash<br/>
Foto: Ferhat Deniz Fors, Unsplash

Mere fankultur: Svenskerne vokser op med sport på stadion eller i hallerne

For et par uger siden kunne du her på platformen læse, hvor stor en forskel der er på fankulturen herhjemme og vores broderfolk i Sverige. Her kommer marketingschefen for storklubben AIK ind på en række faktorer, der kan være årsagen til dette.

Gennem generationer og generationer har danskere og svenskere konkurreret om priser, hæder og intern håneret. Det ændrer sig formentlig ikke i fremtiden, men især på et punkt, bør vi danskere ikke stikke næsen for langt frem.


Vores naboer mod nord er nemlig langt fremme, når det kommer til interaktion og engagering af befolkningen i byernes professionelle sportshold. Som du kunne læse her på platformen for et par uger siden, vælter svenskerne gennem tælleapparaterne på landets fodboldarenaer, mens vi herhjemme i Danmark har svært ved at samle mere end et par tusinde, når diverse Superliga-kampe skal afvikles.


Spond har været i snak med en førende spiller på det svenske marked, for at høre nærmere om dette.


- Mange glemmer hurtigt, at fodbolden har eksisteret i Sverige i mange, mange år. Vi er én af de ældste fodboldnationer og fik som nogle af de første vores eget fodboldforbund.


- De store traditionsklubber som Djurgården, AIK, Hammarby og Örgryte har stort set været i den bedste række hele tiden, og så er Stockholm bare den helt store, velfungerende motor i forhold til rekruttering af fans og fankulturen, siger Fredrik Söderberg, der til daglig står for marketingsdelen i én af de store Stockholm-klubber, AIK.


Fodbolden er dog ikke ene om at få folk til at engagere sig, vurderer han. Mange er de førnævnte klubber har også elitehold i både ishockey, basket og håndbold sågar, og det er med til at involvere flere personer i samme klub. Svenskerne bliver nærmest født ind i hallerne eller på de grønne græsplaner, forlyder det.


- Foreningskulturet ligger dybt i os svenskere. Den har været enormt stærk siden begyndelsen af 70'erne og de frivillige og fansene fylder ret meget ude i eliteklubberne. I mange af klubberne ejer supporterne faktisk 51% af klubben, og det er med til at sikre, at engagementet og interesseren for klubben ikke fader ud langsomt, siger Fredrik Söderberg, og tilføjer afslutningsvis.


- De nyere generationer tager gradvist fankulturen til nye højder. Siden årtusindeskiftet har vi set nye tendenser, hvor såkaldte "ultras" nærmest vier deres liv og hverdag til én enkelt klub. Klubben bliver deres identitet og et sted, hvor de kan vokse og få anerkendelse. Det er i den grad med til at skabe den kultur, vi oplever i Sverige i disse år, afslutter han.


Sveriges fodboldforbund, Svenska Fotbollförbundet, blev stiftet tilbage i 1904, og der har altså været organiseret fodbold i mere end hundrede år hos vores nordiske naboer.

Tilbage
Andet indhold